Sensommer er bærtid. Det er langsommeligt at gå der langs hegnene på marken og lede efter brombær i kratet. Med en spand under armen og med vind i håret går jeg i mine egne tanker, mens jeg skiftevis ser på verden lige foran mig og verden inde i mig selv, hører de enkelte lyde omkring mig og lytter til min egen indre monolog, sanser farverne og tornene imellem mine hænder og tager pulsen på mig selv. Denne dobbeltbevægelse er afstressende og terapeutisk. Bevægelsen i nuet inde og ude. Netop vekselvirkningen synes vigtig for mig. Jeg sanser skarpere og tænker mere nuanceret, mere tolerant, mere roligt om det der sker, mig selv og verden.
Jeg kan egentlig godt lide at gå. Men i den periode hvor jeg fik ordineret daglige gåture af lægen, kunne jeg ofte ikke få mig selv afsted. Hvad skulle jeg der med min trætte krop og mine hvirvlende tanker? Man kunne så let blive slået af melankoli og tristhed langs villavejenes mørke med kig ind i andres lyse hjem og forstærke frkertheden og uroen midt i naturens skønhed langs kirkestier, markveje, hjulspor og åkanter. Det var ligefrem smerte fuldt.
Men en spand, en saks, et kamera eller en (låne)hund kan åbne lågen for dig. Det lærte jeg af Lotte. Lige som jeg havde hun fået ordineret en tur i det grønne hver dag af sin læge. men for ikke at blive overvældet af tanker eller modløs af tomheden i sig selv, tog hun en saks i lommen og klippede lidt i buskaserne undervejs og samlede sammen til en lille buket. Saksen skærpede hendes sanser og gav sindet et fokus at hvile i.